Grundlæggende sanser: taktilsans, vestibulærsans, kinæstesisans.

	Sans betyder: Sensus (lat.) følelse, fornuft. At sanse: barnet begynder at opfatte omverdenen.
Taktilsans	Taktilsans har noget med berøring at gøre. Huden oplever allerede i morens mave en konstant og varm berøring. Det er vigtigt for barnets udvikling, at det fortsætter. Man kender godt børnehjem fra gamle dage, hvor der var en sal med mange senge i. Børnene fik mad og rent tøj på en gang i mellem, men mere kontakt var der ikke. Disse børn har ikke kunnet udvikle sig normalt, fordi de manglede den tætte berøring. Børn skal tages op og blive rørt ved, de skal mærke varme og kulde, vådt og blødt med huden. Huden regulerer temperaturen. Kroppen skal holde en temperatur på 37°. Når det er varmt, sveder vi, og det gør at fugtigheden giver kulde, således at temperaturen holdes. Omvendt er det når vi fryser, så giver hjernen signaler om at tage tøj på, så vi kan få varmen igen.
Vestibulærsans	Den vestibulære sans, også labyrintsans, har med ligevægt at gøre. Bag øret sidder en slags snegl med væske i. Og vi skal sætte gang i de væsker, som labyrinten indeholder. Barnet har brug for rotation og for at gynge. Denne sans bliver dannet først i barnet. Et barn, hvis mor af en eller anden grund har måtte ligge under graviditeten, har ikke kunnet træne labyrintsansen på samme måde, som et barn hvor moren har været i sving hele tiden. Hvis moren bevæger sig og er aktiv i svangerskabet, træner hun barnets labyrintsans. Børn med øresmerter kan have dårlig balance, fordi ondt i øret og i hovedet gør at barnet holder hovedet stille, og så bliver labyrinten ikke stimuleret.
Kinæsthesisans	Kinæsthesisans betyder barnets fornemmelse for muskel- og ledfunktion. Det vil sige at spænde og slappe af, bøje og rette ud, finde ud af hvor legemsdele befinder sig. For at bevægelserne skal være i orden, må muskler, led og sener arbejde præcise. Denne sans bliver også kaldet stillingssansen. Måske sidder barnet altid skævt eller kun foran på stolen. Eller falder meget. Sætter koppen på kanten af bordet, så den falder ned, og barnet igen får ballade fordi mælken ligger på gulvet og kruset er gået i stykker. Børn med dårlig kinæstesisans kan tit ikke stoppe farten, løber imod en dørkarm. Man skal vide hvor arme og ben befinder sig på kroppen og skulle kunne koordinere bevægelserne således at de bliver formåltstjenlig udført. Hvis kinæsthesisansen ikke er tilstrækkeligt udviklet, hænger det tit sammen med at både taktil-og vestibulæresansen ikke har det så godt. Rum-og retningsopfattelsen skal trænes. På et tidspunkt finder barnet ud af, kroppen består af to dele, højre og venstre side. Det er en god ting at vide, at der er forskel på højre og venstre. Også det er en grundmotorisk funktion. F.eks. at holde blyanten i den ene hånd og holde på papiert med den anden, eller smøre sin mad o.s.v. Kropsbevidsthed har noget med den kinæsthetiske fornemmelse at gøre, nemlig at fornemme hvor jeg befinder mig og hvad kroppen gør.
De primitive sanser	Disse sanser, taktil,- labyrint- og kinæstesisansen, kaldes også for de primitive sanser, fordi de bliver dannet først i fosteret.
Syn, lugtesans, høresans og smag	Dertil kommer syn, lugtesans, høresans og smag. Det lille barn kan i starten kun se lys og skygge. Senere inspireres babyen til at løfte hovedet for at se på mor eller far. Synet er vigtigt for at kunne holde balancen. At kunne se, hjælper med at erkende og forstå, at få et indtryk af afstand, begreber, dimensioner. Hvis jeg er svagtsynet, tør jeg ikke udføre visse bevægelser og er tilbageholdende med aktiviteter. Også høresansen får barnet til at løfte hovedet og vende sig efter lyden. Det er svært at lære et sprog, når hørelsen ikke fungerer. Børn kan i perioder med ørelidelser har nedsat hørelse. Hvis det er på et tidspunkt, hvor barnet tilegner sig sprog, kan det være vanskeligt at indhente det forsømte. Lugt og smag stimulerer mundmotorikken. Man må sørge for at give barnet rigeligt smags-og lugtestimulation, idet man tager ud i naturen, hvor der lugter godt og anderledes og spiser varieret mad med naturlige, forskellige lugte og smag.
Balance er ikke en sans	Balance er ikke en sans, men sættes sammen af fire forskellige sanser: vestibulærsansen, taktilsansen, kinæstesisansen og synet. For børn kan have en god balance, må det have mulighed for at træne de fire sanser. Når man f.eks. gynger, bliver vugget eller ruller er det en stimulation af vestibulærsansen, og balancen bliver ubevidst trænet. Kinæstesisansen gør at barnet stopper en bevægelse, arbejder imod for at kroppen har sit lodrette midtpunkt. Men man skal gøre det bevidst, kende sin krop og dens grænser.
Sanseimpulser går mange steder hen	Sanseimpulser går til hjernen. De går blandt andet fra hjernestammen til hjernebarken og giver informationer om hvilken aktivitet, der skal sættes igang. De går til hele nervesystemet, til lillehjernen og storhjernen, for at vi kan se og tale og bevæge os hensigtsmæsigt. Sansning sker gennem bevægelse og bevægelserne kan kun udføres gennem sansning. Huden reagerer på det kode vand, når vi plasker i vandet. Øjet bevæger sig for at vi kan se det hele. Når jeg vil balancere, skal jeg have en stabil kropsbevidsthed.